Dansk Sejlunion



18. oktober 2012 14:47

Hidtil bedste uge 42-lejr i Oure

Næsten 130 unge sejlere var forbi årets uge 42-lejr på Fyn. Overskriften i år var strategi og taktik. Lejren har aldrig været bedre, siger talentkoordinator Jan Christiansen.

Onsdag rejste mere end 100 trætte talentsejlere hjem fra fem tætpakkede dage med sejladstræning, undervisning, fysiske test og personlig sparring.

Årets uge 42-lejr, der som altid blev afviklet på sydfynske Oure Sport & Performance, var den hidtil største af slagsen med knap 130 unge sejlere, der enten var med under hele eller dele af lejren.  

Stor spændvidde
Spændvidden var større end tidligere år med deltagelse af både landsholdssejlere fra toppen af skalaen og i den anden ende en række helt unge sejlere, der aldrig tidligere havde været med omkring Dansk Sejlunions talentarbejde.

På trænersiden var der også skruet op for ambitionerne. Flere af landets allerbedste sejlere, blandt andre OL-medaljevinderne Jonas Warrer, Allan Nørregaard og Peter Lang kom forbi for at dele ud af deres erfaringer.

"Jeg synes, det har været den hidtil bedste uge 42-lejr. Alle har lært noget. Og jeg glæder mig over, at de erfarne landsholdssejlere gik ind og tog ansvar for at hjælpe de yngre på vej. Vi har også set, hvordan vores ungdomssejlere for alvor er ved at forstå værdien af at være i god fysisk form. På dét punkt er der ved at ske en kulturforandring, og det er et lovende tegn for fremtiden," siger talentkoordinator og leder af uge 42-lejren, Jan Christiansen.

Årets tema
Hver uge 42-lejr har et gennemgående tema. I år stod der strategi og taktik på dagsordenen.

"Vi har set ved en række stævner, ikke mindst Ungdoms-VM (YSWC, red.), hvordan nogle af vores sejlere er kommet lidt til kort i det taktiske spil. Det er helt klart et område, vi skal fokusere på, og derfor var det et oplagt tema for lejren i år."

Masser af test
Ud over en masse øvelser på vandet med vægt på taktisk og strategi har sejlerne gennemgået en række fysiske test, og de blev også både målt og vejet - blandt andet af hensyn til rådgivningen om valg af bådtype.

"Vi gjorde meget ud af at tale med sejlerne om, hvor de vil hen med deres sejlads. Om de fx skal videre i en anden klasse. De havde mulighed for at prøve en tur i bådtyper som Finnjolle og 49er. Det tændte helt klart et lys hos nogle af dem og gav dem et nyt perspektiv på deres fremtid i sporten," forklarer Jan Christiansen.

Hvordan er niveauet blandt de danske talentsejlere anno 2012?

"Jeg synes, det ser godt ud i flere klasser. Både i Laser og i 29er har vi nogle lovende unge sejlere på vej. Jeg synes også, jeg kan se en positiv udvikling i Europa-jolle, Hobie og Zoom," siger talentkoordinator Jan Christiansen.

Billedtekst: Et par af dagene var der god vind ud for sydøstfynske Lundeborg, hvor uge 42-træningen foregår. Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion