Dansk Sejlunion



17. oktober 2012 10:20

49er-pigerne: Sådan spiser du en elefant

For Maiken og Anne-Julie Schütt har det været en stejl læringskurve i den nye olympiske 49erFX. Her fortæller de om pigerne om udfordringerne på Uge 42-træningslejren.

"Den legendariske uge 42-træningslejr på Oure er i gang. Cremen af dansk sejlsport er samlet til fem dages fuldt program (bogstaveligt talt). Vi står op som svømmerne til morgentræning kl. 6.30 og går trætte i seng efter inputs fra forskellige foredragsholdere hver aften," skriver Maiken og Anne-Julie Schütt på deres blog.

En ordentlig bule
Ugen har budt på træning i al slags vind og har konkluderer de to sejlerpiger at det går ganske godt i lettere vind. Men i hård vind går det lidt anderledes fortæller de:

"I de mere windy forhold er der til gengæld et stykke vej endnu. I dag (tirsdag, red.) havde Anne-Julie fornøjelsen af at sejle med bl.a. OL-bronze gasten Peter Lang. Dagen på vandet var udfordrende og til trods for mange vellykkede elementer, så måtte hun tage til takke med en ordentlig bule i panden efter et nose dive."

Litteratur skal hjælpe på vej
Maiken og Anne-Julie giver dog ikke så let op. Der arbejdes målrettet på teamets psykiske indstilling til blæsevejr. Hertil har de fået anbefalet relevant litteratur.

"Man kan forberede sig på mange ting ved at gennemspille scenerne i hovedet, så det er blevet et alternativ til godnat-læsning. Vi har også fået anbefalet en god bog om emnet med titlen "Sådan spiser du en elefant" - den handler meget kort beskrevet om, hvordan man får taget hul på store, svære opgaver og drømme i sit liv…," slutter 49er-pigerne i deres blog.

Følg Maiken og Anne-Julie på bloggen 49erpigerne.wordpress.com…

Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion.