Dansk Sejlunion



De nominerede til TORM Prisen 2016

Stem på din favorit-kandidat til TORM Prisen 2016 inden d. 20. marts. Læs om kandidaterne under hver enkelt fane. Afgiv din stemme nederst på siden.

Tormlogo Sekundaer 2016

Om TORM Prisen

TORM Prisen tildeles en sejlklub, en gruppe af klubpersoner eller en enkeltperson, som i det forløbne år har skabt aktiviteter, der har fået flere sejlere på vandet – eller fået sejlere på vandet i flere timer. TORM Prisen ønsker at anerkende det målrettede initiativ, den nyskabende idé eller den ekstraordinære indsats, som gør en forskel i klublivet, og som kan være til inspiration for alle i dansk sejlsport.

TORM Prisen 2016 blev overrakt til Ilene Eriksen, Yachtklubben Furesøen.

De nominerede til TORM Prisen 2016:

Teamet bag ØRC
Orc

ØRC er forkortelsen for Øresund Rally for Cruisers – en event med en snært af kapsejlads men frem for alt et event for bredden, hvor man sejler over Øresund og fester i Sverige. På få år er det lykkedes teamet bag eventen at gøre ØRC til et af Danmarks største sejlsportsevents. I 2015 var der 130 deltagende både og 550 festklædte sejlere til fest i Malmö. ØRC er blevet et event, som er kendt blandt sejlere i Danmark og har fået omtale på verdensplan.

Teamet bag Glyngsurf, Sallingsund Sejlklub
Glyngoere

I 2011 tog en forældregruppe initiativ til at starte windsurfing aktiviteter i Glyngøre. Aktiviteterne blev forankret i Sallingsund Sejlklub, og på kort tid var der cirka 50 medlemmer af ”Glyngsurf” med stor vægtning på aktiviteter for børn og unge. Teamet bag ”Glyngsurf” har formået at skabe et fællesskab som rækker langt ud over sejlklubben. For eksempel var der over 60 frivillige engageret i at afvikle TORM-Landsholdslejr og TORM Ungdoms Grandprix i 2015, hvoraf mange af de frivillige ikke til daglig er engageret i sejlsport.

Bent Ulrik Niss, Nordjysk Windsurfing Klub
Bent Niss

Som primus motor for at afholde en lang række windsurfstævner og board-sportsevents for deltagere på alle niveauer har Bent Ulrik Niss formået at styrke fællesskab og sammenhold blandt sejlere, frivillige og klubber. Det årlige vandsportsevent ”Rønbjerg Open” tiltrækker hvert år et stort antal deltagere i windsurf, kitesurf, SUP og Wakeboard. Bent har begge ben solidt plantet i jorden, men har på trods af sin beskedenhed en evne til at gå forrest og at være stærkt inspirerende. Blandt andet har Bent været en nøgleperson for at skabe fremgang i Nordjysk Windsurfing Klub.

Faaborg Sejlklub
Faaborg Sejlklub (1)

Faaborg Sejlklub har lagt en stor indsats i at have en stor vifte af aktiviteter for børn, unge og voksne, kapsejladslystne sejlere og sejlere med lyst til tur og oplevelse. Et af målene for Faaborg Sejlklub er at være ”én klub”, hvor alle føler sig som en del af et stort fællesskab med mange forskellige aktiviteter. Et fokus på at anerkende frivillighed og at medtænke lokalsamfundet i klubbens aktiviteter har blandt andet betydet, at Faaborg Sejlklub samarbejder kommunens skoler, og at klubben sidste år var blandt de største bidragere til den store årlige begivenhed Faaborg Outdoor Event. 

Ole Ingemann Nielsen, Svendborg Amatør Sejlklub
Ole Ingemann
Et stort hjerte for sejlsporten, flid, indsigt og gåpåmod gør, at sammenhængskraften og engagementet blandt frivillige står krystalklart, når Ole Ingemann Nielsen sætter sig for bordenden for at arrangere events eller kapsejladser. Ole er født optimist og entreprenør, og selv når udfordringerne er store, ser han muligheder og er sikker på, at barrierer kan overvindes. Ole Ingmann Nielsen har lagt stor energi i mange succesfulde sejlsportsevents. Senest har Ole formået at skabe stor opmærksomhed på singlehand-sejladsen rundt om Fyn: ”Silverrudder Challenge”, der i perioden fra 2012-2015 er vokset fra 15 til 330 deltagere.
Ilene Eriksen, Yachtklubben Furesøen
Ilene Eriksen

Krumtappen i Yachtklubbens Furesøens ungdoms- og talentarbejde er trænerchef Ilene Eriksen, der med et målrettet arbejde har udviklet et forbilledligt miljø for børn og unge. Ilene er en ildsjæl med mange landsholdssejlere på samvittigheden, og samtidig brænder hun for sejlads for børn helt ned til 6-års alderen. Ilene lægger stor energi i, at børn og unge sejlere på alle niveauer kan få oplevelser i sejlsporten året rundt – hvad enten det drejer sig om særlige vinterforløb eller at være lejrchef til én af landets største sommerlejre. I 2015 havde ungdomsafdelingen 225 aktive sejlere og er i samarbejde med Team Danmark og Dansk Sejlunion talentcenter for 29er-klassen.

Rørvig Sejlklub
Roervig

Som den eneste klub i Danmark tilbyder Rørvig Sejlklub sejlads for børn og unge seks dage om ugen i hele sommerferien. Hovedparten af de 100 aktive juniormedlemmer har fået deres første møde med sejlsporten i Rørvig Sejlklub. Børnenes sejlerglæde smitter, så aktiviteterne i stigende grad også tiltrækker voksne, der lærer at sejle. Det stærke teamwork omkring klubbens sommeraktiviteter er båret af frivillige kræfter. Den store indsats for at udbrede glæden ved sejlads har forplantet sig, så Rørvig Sejlklubs sommeraktiviteter er omdrejningspunkt for et stort socialt netværk, der rækker ud over selve sejladsen. For eksempel er der ugentlige grillarrangementer med op til 100 deltagere.

Horsens Sejlklub
Horsens

Horsens Sejlklub har hævet aktivitetsniveauet betragteligt for at gøre klubben attraktiv for aktive medlemmer og for at invitere nye ind. Der arrangeres aktiviteter for børn og unge sejlere hele året, og særligt i sommerhalvåret lægges der energi i at arrangere såvel små som store stævner, weekendture og sommeraktiviteter for aktive sejlere og nysgerrige nye børn. Viften af aktiviteter dækker ikke mindst sejlads for voksne. En længere flotille-sejlads i starten af sommerferien, sejlads for ældre sejlere uden båd, en meget aktiv sejlerskole på hverdage og i weekender, samt et meget aktivt kapsejladsmiljø for voksne er nogle af klubbens succesfulde aktiviteter.

 

Senest opdateret: 11. april 2016