Dansk Sejlunion



Klubudviklingsprisen

Hvem skal modtage Dansk Sejlunions ”Klubudviklingspris" i 2017? Med Dansk Sejlunions "Klubudviklingspris" hædrer Dansk Sejlunion hvert år en frivillig leder eller en sejlklub, der har gjort en særlig indsats i sejlsporten.

Hvem har i det forløbne år gjort en ekstraordinær indsats for at skabe aktiviteter med fokus på at få flere sejlere på vandet i flere timer?

Hvis du kender kandidater, der har gjort en særlig indsats for klubudvikling i sejlsporten, har du mulighed for at indstille dem til Dansk Sejlunions ”Klubudviklingspris”. Kandidater til prisen kan være en person, en gruppe af personer eller en klub.

Udover den eftertragtede vandrepokal og anerkendelsen følger der en check på 25.000 kr. til udvikling af sejlsporten.

Stem på din favoritkandidat

  • Frem til den 31. dec. 2016 kunne man indstille kandidater til Dansk Sejlunions ”Klubudviklingspris”.
  • Fra d. 30. januar til d. 5. marts kan hele Sejlerdanmark stemme på de nominerede. Sejlerstemmerne indgår i valget, når priskomiteen skal afgøre, hvem der modtager prisen.
  • Vinderen af Dansk Sejlunions "Klubudviklingspris" offentliggøres i forbindelse med Dansk Sejlunions Generalforsamling.

Stem på kandidater her frem til d. 5. marts

Indstil kandidater senest 31. dec.

Som sejler eller frivillig i en klub i Dansk Sejlunion har du mulighed for at indstille din favoritkandidat til Dansk Sejlunions "Klubudviklingspris".

Udfra de indstillede kandidater udvælger og nominerer Dansk Sejlunions klubkonsulenter og generalsekretær 8 kandidater, som kan komme i betragtning til prisen.

Deadline for indstilling af kandidater til Dansk Sejlunions "Klubudviklingspris 2017" var d. 31. december 2016.

Om Klubudviklingsprisen

Dansk Sejlunions "Klubudviklingspris" kom til verden i oktober 2008, da rederiet TORM indgik en ny fireårig sponsoraftale med Dansk Sejlunion. Sammen med sponsoratet fulgte ideen om én gang årligt at hædre en klub og en frivillig leder, der har ydet en bemærkelsesværdig indsats for dansk sejlsport.

Indtil 2015 har TORM Fonden og Dansk Sejlunion uddelt henholdsvis TORM Prisen og TORM Ungdomslederprisen. Fra 2015 og frem er de to priser slået sammen til én pris.

Kriterier for Klubudviklingsprisen

"Klubudviklingsprisen" tildeles en sejlklub, en gruppe af klubpersoner eller en enkeltperson, som i det forløbne år har skabt aktiviteter, der har fået flere sejlere på vandet – eller fået sejlere på vandet i flere timer. Klubudviklingsprisen ønsker at anerkende det målrettede initiativ, den nyskabende idé eller den ekstraordinære indsats, som gør en forskel i klublivet, og som kan være til inspiration for alle i dansk sejlsport.

Priskomité

Klubudviklingsprisens komité udgøres Dansk Sejlunions sportschef, Thomas Jacobsen, Dansk Sejlunions generalsekretær Mads Kolte-Olsen, og Dansk Sejlunions bestyrelsesmedlem Christian Hangel .

Tidligere vindere

Tidligere vindere af TORM Prisen

2016 - Ilene Eriksen, Yachtklubben Furesøen. Ilene Eriksen er en dygtig leder, hun favner bredt og hun udtrykker det lange seje træk, som er nødvendigt for at skabe forandring i sejlklubben. Hun lægger som trænerchef stor energi i, at børn og unge sejlere på alle niveauer kan få oplevelser i sejlsporten året rundt på Furesøen.

2015 - Claus Møller Christensen, Skælskør Sejlklub. Claus Møller Christensen har i en årrække sat skub i Skælskør Amatør-Sejlklubs juniorafdeling. Claus har stået i spidsen for klubbens fundraising med et resultat på over en million kroner ligesom han er stævneleder ved Harboe Cup.

2014 - Sønderborg Yacht-Club, for at have udtænkt og gennemført en målrettet indsats for at markedsføre sejlsporten over for en lang række forskellige målgrupper, der hver især er attraktive for klubben.

2013 - Ho Bugt Sejlklub, for skabelsen af et smukt og yderst velfungerende klubhus med mange funktionelle detaljer der understøtter de mange forskellige brugergrupper.

2012 - Fredericia Motorbådsklub og Fredericia Sejlklub, for den fælles kamp for at udvide og forny lystbådehavnen i Fredericia.

2011 - Solbjerg Søsport, for at skabe et attraktivt sejlsportsmiljø for børn og unge på en lille sø mellem Aarhus og Skanderborg.

2010 - Virksund Sejlklub, for nye attraktive aktiviteter for nye, som gamle sejlere, skabt med et bredt engagement blandt sejlklubbens medlemmer.

Vindere af TORM Fondens Ungdomslederpris

2014 – Michael Vogelius, Kaløvig Bådelaug
2013 – Søren Riis, Middelfart Sejlklub
2012 – Jan Flindt, Sejlklubben Køge Bugt
2011 – Thomas Kronborg Hansen, Ringkøbing Sejlklub
2010 – Mogens Hansen, Brøndby Strand Sejlklub

TORM Fondens Ungdomslederpris er ikke uddelt efter 2014.

Senest opdateret: 31. januar 2017