Dansk Sejlunion



Skroggennemføringer

Der findes flere typer skroggennemføringer

Søventiler

Disse udgør den største fare, da der de sidste 10 år desværre er solgt rigtig mange både med søventiler af dårlig kvalitet.

Søventiler fås i tre udgaver
Messing
Rustfrit stål
Bronze – rødgods

Messingventiler er de billigste, og dem er der de sidste år solgt/installeret rigtig mange af. Deres korrosionsbestandighed i saltvand er meget ringe. Levetiden for disse ventiler kan være nede på 3 til 4 år, hvor der så er en betydelig risiko for at de ved den mindste mekaniske belastning vil kunne knække af (tæringen sker ved afzinkning af messingen, hvorved styrken af materialet forringes betydeligt), og efterlade båden med et stort hul. Messing findes i forskellige legeringer.

Rustfrit stål ventiler er bedre end ventiler af messing, men de kan også tære. Tæringen forløber imidlertid på en anden måde. Her sker tæringen ved ”spaltekorrosion”. Dette er ikke så kritisk, idet ventilen ikke knækker af, men bliver utæt.

Bronze- rødgods er den bedste ventil, og denne bør anvendes. Legeringen er: CuSn5ZnPb5. Denne ventil kan holde i over 30 år, og er den man så absolut skal sørge for, at der er anvendt i ens båd. Det er en ventil som for en 1” kugleventil koster 388 kr., hvor den samme i messing koster: 198 kr. i 2007-priser. Hvis man vil købe en ny båd, så få det skriftligt fra leverandøren, at der er benyttet bronzegennemføringer, og hvis ikke, så få en aftale med sælger en udskiftning – reduktion i prisen.. Et helt nyt sæt ventiler til en båd kan meget vel løbe op i over 10.000 kr., hvis ventilerne skiftes af en professionel bådebygger. (En 11/2” ventil med skroggennemføring og slangestuds koster over 1000 kr. uden montering!)

Det er meget vigtigt, at både skroggennemføringen, søventilen og slangestudsen er af samme materiale. Så hvis man skifter ventil til et andet materiale, så skal de øvrige komponenter også skiftes. Hvis man blander materialerne, kan man få en kortere levetid end den komponent, som er dårligst i materialet.

Soeventil1ashx Soeventil2ashx

Ventilen på billedet er af messing. Den har siddet i en båd i 4 år! Den er tæret så meget, at håndtaget blev deformeret da man prøvede at lukke ventilen. Da den sad nede i båden, hvor den ikke kunne skrues ud, (der var ikke plads til at afmontere den med værktøj), var det nødvendigt at bore den af udefra.

Hvordan kan man så se hvilke ventiler man har i sin båd?
Hvis man har rustfri stålventiler, er det nogenlunde let at se, idet man blot renser et område af ventilen og ser, om den ligner f.eks. vantskruerne/søgelænderet på ens båd.
Men, det kan være svært at se forskel på messing og bronze. Imidlertid, hvis man filer lidt på en messingventil, så vil det klare metal være meget lyst, lidt i retning af en pudset 20 krones mønt, dette gælder for en ny ventil. En ældre ventil, som har siddet i båden i en del år, vil, hvis den er tæret, se næsten ud som en bronzeventil, grundet tæringen (afzinkningen). En bronzeventil, hvis man filer lidt i den, vil fremtræde som rød.

Soeventil3ashx Soeventil4ashx

Denne ventil er fuld funktionsdygtig. Den er af bronze, og har siddet i båden i over 30 år! Da værftet har støbt den sammen med skroget (skroggennemføringen er støbt sammen med ventilen), så er den også boret ud.

Jeg kan henvise til artikler af Piet Jansen, Force Technologi, om de mere tekniske beskrivelser af problemstillingen. Find artiklen her.

Ventilerne checkes når båden er på land. Prøv at lukke dem. Kan de lukkes uden de store kræfter?
Ser ventilerne gode ud? (det kan være svært at vurdere, idet de kan se lidt tæret ud, grundet vand inde fra båden). Kan de holde til en hårdhændet behandling? Hvis man er det mindste usikker, så skift ventilerne.
Ældre ventiler er normalt skydeventiler, nye er kugleventiler. ”Kuglen” i kugleventiler lukker i to nylonringe, således at man er sikker på en fuldstændig lukning. Man kan smøre disse om foråret, men det skulle ikke være nødvendigt, da nylon ”smører” i sig selv, sammen med vandet.

Når man skifter ventilerne fra eks. messing til bronze, så kan det måske være svært at skifte skroggennemføringen. Men den skal skiftes, så sidste udvej er at bore/save den ud. Det er ikke svært, men første gang man gør det, så skal man lige overvinde sig selv.

Soeventil5ashx Soeventil6ashx

Ventil boret ud af skroget. OBS! Hvis skroget er af sandwich, så er det et arbejde for en bådebygger, idet man skal passe på ikke at få fugt ind imellem glasfiberlagene. Ny gennemføring monteret. En trælægte holder den til hærdningen er fuldført.

Ny skroggennemføring monteres i hullet med polyester filler, (udgaven med glasfiberstykker i massen, kan købes færdigblandet i dåse)
Når det er hærdet, efterfyldes der indvendigt i skroget, og møtrikken monteres. Ventilen monteres (husk at brug anerkendt pakningsmasse/bånd), og man kan "glasse den til skroget" for en sikkerheds skyld. Det gør, at den er bedre sikret på den "kritiske" side af ventillukningen, og at man ikke af vanvare kan komme til at skrue den løs senere. Begge dele kan gøre at den bliver utæt, og uden mulighed for at stoppe vandets indtrængning. Metoden benyttes af en del anerkendte værfter.

Soeventil7ashx Soeventil8ashx

Den gamle skydeventil er "glasset fast", og derfor skal den bores ud. Den nye har jeg også glasset fast. Det viste sig at det ikke var nødvendigt at udskifte den, da den ikke fejlede noget. Den tæring der er, er tæring fra vand der er løbet ned udvendigt på ventilen, fra vasken. Skydeentilen er den der er vist i de foregående billeder. Den nye ventil er en kugleventil, og monteret på samme måde som den oprindelige.

Rorstamme

Rorstammen er normalt lavet i rustfrit stål, og selve rorlejet kan være rustfrit stål med et nylonleje. Rustfrit stål kan tære, og gør det, og bør derfor beskyttes galvanisk med zink. Det er det normalt også, men man bør alligevel undersøge, om det er gjort godt nok. For at beskytte et materiale mod galvansk tæring, så skal man naturligvis have en udvendig zinkanode i nærheden af det, der skal beskyttes. Men det er ikke nok, man skal også sørge for at der indvendig i båden er en elektrisk forbindelse mellem anoden og det der skal beskyttes, altså her rorstammen.

Det simpleste er, at forbinde en 5 kvadratmillimeter ledning med rorstammen og bådens motor (afisoler ledningen og brug et spændebånd til at spænde det på rorstammen nede i rorbrønden). Zinkanoden skal naturligvis også forbindes elektrisk med motoren. Dette kan man sagtens selv udføre/undersøge.
Hvis man har et pladeror af rustfrit stål, så er det normalt at montere anoder på dette også.

Rorstammens leje i båden skal normalt forhindre vand i at trænge ind. Lejet kan munde ud over vandlinien, og så er problemet ikke stort. I disse tilfælde er der normalt blot et nylonleje for at give en lav friktion.

I både, hvor rorkvadranten ligger under vandlinien, skal der være et vandtæt leje. Det kan være lavet på flere måder. En af løsningerne er et fedtsmurt leje. Man skal så blot trykke ”stævnrørsfedt” ind igennem en smørenippel for at gøre lejet tæt. Man undersøger jævnligt lejet, og tilføjer fedt om nødvendigt. Den metode er en god gammel og velprøvet måde at lave et rorleje på. Der er ingen grund til at ændre det, hvis båden er forsynet med et sådant.

Skrueaksel

Skrueakslen har det på samme måde som rorstammen, dog er den normalt i elektrisk forbindelse med motoren, så her er det ikke nødvendigt at etablere en sådan. Fra bådfabrikantens side er den udvendige zinkanode normalt anbragt netop for at beskytte skrue og aksel, men igen: check zinkanodens elektriske forbindelse inde i skroget til motorblokken. Man kan skrue en ekstra zinkanode på akslen, idet der findes anoder beregnet til dette, men så skal man huske at købe de anoder der har en indstøbt spændeflange i stål, da anoderne ellers vil kunne gå løs. Ved hurtiggående både, skal man ikke benytte akselanoder, idet de vil kunne bringe akslen ud af dynamisk balance ved stor fart, og dermed kunne slide lejer og lign.

Skrueakslen skal også være vandtæt. Der findes flere typer: vandsmurte og fedtsmurte.
De vandsmurte lejer smører (og tætner) lejet ved hjælp af vand, der kan tages fra sit eget vandindtag, eller fra motorens saltvandskøleindtag. Vandgennemstrømningen checkes på land, idet der skal komme vand ud igennem bådens skrueakselleje, når man sprøjter vand ind i lejet inde i båden.

Principskitse
Skrueaksel1ashx

Skrueaksel2ashx Skrueaksel3ashx
 
Cirklen 4 er det vandsmurte leje. 4 tallet på akslen er gummimanchetten som gør at akslen kan bevæge sig lidt, således at akslen kun er mekanisk ophængt i gearkassen og det agterste leje. 2 er det agterste leje.

Motoren er gummiophængt, så der må kun være to ophæng, hvis der ikke er kardankryds ved motoren. Tegningen er fra Vetus kataloget 2007.

Det fedtsmurte leje har sin egen fedtsprøjte, som man betjener hver gang man har været ude at sejle en længere tur, eller mindst en gang om ugen, når man bruger båden. Når man går fra båden, trykker man lidt fedt ind i lejet, og det er tæt (og er det i måneder hvis båden ikke benyttes) Der vil altid komme få dråber vand ind igennem fedtsmurte lejer under sejlads - dette er normalt. Metoden er meget gammel, og er sikker.

Begge lejetyper har et fleksibelt gummimanchet til at forbinde lejet med skroget. Denne gummi tætning skal skiftes indenfor visse intervaller. Her skal man kontakte værftet, eller leverandøren af akselsystemet for nærmere retningslinier.

S-drev

Disse drev er normalt lavet af aluminium, ligesom påhængsmotorer. Der er her nogle betragtninger man bliver nødt til at gøre sig, når man har med disse drev at gøre.
For det første er aluminium ikke så søvandsbestandigt, hvis ikke man iagttager visse forholdsregler. Aluminium og bronze er ”langt fra hinanden i spændingsrækken”, og som sådan vil aluminium virke som offeranode overfor bronzeskruen. Derfor er det meget vigtigt, at producenten af drevet har elektrisk isoleret skrueakslen fra aluminiumhuset, således at bronzeskruen ikke kan betragte aluminiumbenet som en offeranode.

Husk, der skal en elektrisk forbindelse til for at etablere kredsløbet, således at ionerne kan flyde igennem vandet fra aluminium til bronze (se ovenfor, hvor zinkanode beskyttelsen af rorakslen er beskrevet)
Benet er normalt overfladebehandlet, og beskyttet med sin egen anode. Og man kan få skruer af neutralt materiale (kunststof) eller coatede skruer (plastbelagte støbejerns skruer), således at tæring ikke vil kunne forekomme i samme omfang, som hvis man anvender bronzeskruer.

S-drev kan afstedkomme utætheder, som kan være katastrofale. Som tætning mellem skrog og drev, anvendes et gummi bælgsystem. Det er normalt, at der benyttes dobbelt membransystem, med en indikator for vand imellem membranerne. For bestemmelse af tidsinterval for udskiftning af membranerne, er det bedst at man kontakter leverandøren af systemet. Men, de skal skiftes efter nogle år.

Bovpropel og log

Bovpropel
Her er de samme argumenter som s-drev på nær, at der normalt anvendes propel af et plastmateriale. Der findes ingen gummimembran som skal serviceres, idet elmotorsystemet er skruet direkte på tunnelen med en gummipakning. Men, efterspænd motorenheden et år efter at den er installeret. Det er let at foretage, og fremgår af den medfølgende vejledning.
Bovpropellen har sin egen zinkanode, normalt monteret i skruens nav. Anoden skiftes hvert år.

Log
Logsystemer er normalt af kunststof, og tæres som sådan ikke. Men, man skal selvfølgelig checke O-ring systemet, om det er tæt. Eventuelt skifte O-ringen inden båden kommer i vandet.
Man checker også, om log hjulet kan bevæge sig frit, og hvis ikke, så rense og smøre det efter instruktionsbogen til loggen.

For hver især er der potentielle risici for, at der kan trænge vand ind i båden, og i værste tilfælde forårsage at båden synker.

Generelt om anden mulighed for tæring
Hvis man har landstik monteret (230 volt), så er det normalt for at lade på akkumulatorerne.
De forskellige havne/marinaer har mulighed for tilslutning til ”bynettet”. Nogle landinstallationer er gamle og overholder ikke de sikkerhedsbestemmelser, man bør kræve, medens de fleste marinaer har opgraderet deres installationer til de sikkerhedskrav der stilles i dag.

De krav der er, er de samme som der stilles til hus installationers udendørs stik, altså der skal forefindes et fejlstrømsrelæ, og der skal være ”jord” i stikdåsen. Denne jordforbindelse er af rent sikkerhedsmæssige årsager, og bør føres frem i alle stikkontakter i båden, og naturligvis til laderen til akkumulatorerne.

Men, det er ikke tilrådeligt at forbinde jordklemmen til bådens nulpotentiale (motorblokken), da det vil kunne afstedkomme tæring grundet den lille elektriske potentialeforskel der kan være mellem jordpotentiale, der er i stikkontakten, og så det aktuelle potentiale i vandet. Der skal kun være få volts forskel i potentialet før det kan afstedkomme en accelererende tæring, og det er ikke til at sige, hvor den vil være voldsomst.

Sikkerhedsmæssigt betyder det ikke noget, at ”jord” ikke er koblet til nulpotentialet i båden, idet fejlstrømsrelæet i land vil frakoble de 230 volt ved en fejl i installationen under alle omstændigheder, også ved berøring af fasen.
Et anerkendt finsk værft har eksempler på sådanne tæringsskader, som skyldes forkert anvendelse af landstrøm. En god ”landlader” adskiller primær og sekundærsiden fuldstændigt, således at der ingen risiko er for tæring, som skyldes laderen.

Generelt, hvis man forlader båden i længere tid, så er det under alle omstændigheder en god ide at frakoble landstikket. Af brandtekniske årsager, bør man også afbryde skibets hovedafbrydere, således at ingen kortslutning er mulig.

Denne side er skrevet af Jens Koch i samarbejde med Dansk Sejlunion.

Læs om

Senest opdateret: 9. juni 2015