Dansk Sejlunion står over for nogle voksende udfordringer, udtaler Mads Kolte-Olsen, generalsekretær i Dansk Sejlunion. Medlemstallet i klubberne og antal sejlere, der dyrker sejlads, falder.
PULS OG VAND I HÅRET er et langsigtet projekt Dansk Sejlunion har sat i søen med det mål at gøre sejlsporten mere attraktiv - særligt for voksensejlere i alderen 20+. Sejlsporten skal være et attraktivt tilbud på lige fod med fx mountainbike, fitness eller havkajak - sportsgrene, der byder på fysisk udfoldelse, høj puls og personlig udvikling. Et andet fokus er den måde, vi dyrker vores sejlads ude i de lokale klubber - både på land og på vand. Forandringen skal ske i tæt dialog med klubberne i Dansk Sejlunion.
Vi - Dansk Sejlunion og klubberne - skal følge med udviklingen, hvis sejlsporten skal fylde det på landkortet, som sejlsporten fortjener. Voksensejlsporten har haft gyldne tider, men er ved at blive lidt grå i toppen. Derfor skal vi skabe nye rammer, der passer til de ønsker, som nutidens voksne stiller.
De konkrete tiltag vi vil sætte som mål, er:
• Sejlsporten skal markedsføres som en attraktiv sport.
• Fokus på, at man i sejlsporten får pulsen op, personlig udvikling og vådt sejlertøj.
• Fokus på mere sejlglæde ved at uddanne og træne de sejlmæssige færdigheder.
• Udvikle klubber med afsæt i puls og en mangfoldighed af tilbud.
• Etablere et sportsbådsmiljø.
• Etablere en sportsbådsliga.
• Gøre det nemt at komme ud at sejle.
• Bruge klubberne, netværk og dialog til at få succes.
De konkrete tiltag er uddybet i beskrivelsen du finder på sejlsport.dk/puls…
Processen for PULS OG VAND I HÅRET
Processen for PULS OG VAND I HÅRET er en rullende proces, hvor dialogen undervejs med sejlere og klubber er ekstremt vigtig. Vi starter nu og vil allerede se de første tiltag rullet ud i løbet af 2013. Selve den grundige implementering vil tage tid, da den ligesom fx ATK-projektet, handler om klubbesøg, klubudvikling, lederuddannelse, træneruddannelse m.m.
Fælles for hele konceptet er at gøre sejlsport mere attraktiv og mangfoldig således, at vi igen kan få skabt "store generationer i dansk sejlsport".
Tidsplan
• Vi starter 1. maj 2013
• Vi samler et "puls i klubben" DS Netværk
• Vi samler et "sportsbåds" DS Netværk
• Klubkonferencen vil i november 2013 samles omkring Puls og Vand i håret.
• Sportsbådsligaen starter i 2014