Dansk Sejlunion



11. juni 2018 09:33 af Joakim Rechnitzer

Havnens dag sætter ny rekord

Vild med Vand
Flere end 140.000 danskere deltog i dag i "Havnens Dag". Her er vi i Greve Havn, hvor der blandt andet blev budt på kajak og SUP. Foto: Vild med Vand

Sejlklubbernes mange aktiviteter fik omkring 140.000 til at besøge Havnens Dag lørdag den 9. juni.

Havnens Dag bød på både fantastisk vejr og tusindevis af gratis aktiviteter i de over 100 tilmeldte danske havne. Besøgstallet rundede ifølge rapporterne fra de enkelte havne 140.000 - en ny rekord!

Danskere i alle aldre valfartede lørdag til de danske lystbådehavne for at få en gratis smagsprøve på alle de mange fritidsmuligheder, de danske havne tilbyder. Og danskerne gik på bogstavelig vis om bord i alle former for aktiviteter, og der blev prøvet kræfter med blandt andet sejlads, SUP, kajak, undervandsjagt, molefiskeri, krabbefiskeri og meget andet.

"Det har været en helt igennem fantastisk dag. Flere end nogensinde før har deltaget i Havnens Dag. Det fortæller os, at flere danskere er interesseret i at komme på vandet, bruge havnen og dens mange muligheder, og det er jo det, vi er sat i verden for. Vild med Vand vil gerne vise, hvor mange muligheder for aktiviteter på, under og ved vand, de danske lystbådehavne rummer", siger Jesper Højenvang, direktør for Foreningen af Lystbådehavne I Danmark.

Havnens Dag skabt af lokale kræfter
Det er Vild med Vand, som er skabt af Foreningen for Lystbådehavne i Danmark, der står bag Havnens Dag i samarbejde med Dansk Sejlunion samt lokale foreninger, klubber og forretningsliv, der alle har gjort en kæmpe indsats.

Dagen koordineres fra Vild med Vand, men det er alle de lokale kræfter, der skaber indholdet på dagen i de enkelte havne - og dermed dem, der har budt danskerne indenfor til de mange havnes aktiviteter. Flere tusinde lokale ildsjæle har lagt en kæmpe indsats i at tilbyde alle de gratis glæder til dagens gæster, som blandt andet bestod af Åben Båd og Venskabsbåd, hvor man har introduceret sejlsport massivt.

Nye sejlere
Det helt centrale for Havnens Dag og Vild med Vand er, at de gode oplevelser på dagen skaber efterdønninger i form af flere nye brugere på havnen og på vandet fremover. Det er i den grad lykkedes i de to første år, hvor Havnens Dag har været afviklet. Og også i år ser det ud til, at de mange gæster har ladet sig inspirere. De enkelte havne skal nu melde retur til Vild med Vand - men vi ved allerede nu, at nogen i dag for eksempel har fået både båd og bådplads, sejlklubber nye medlemmer osv. Vild med Vand-havnene fortsætter i øvrigt med at udbyde gratis Vild med Vand-aktiviteter igennem sommeren. 

FAKTABOKS - Havnens Dag

• Havnens Dag 9. juni 2018 skønnes at have været besøgt af flere end 140.000 danskere.

• Der var flere end 1000 udbudte aktiviteter at vælge imellem fordelt på mere end 100 lystbådehavne - det største antal deltagende havne i projektets tre-årige historie.

• Havnens Dag er en årlig begivenhed. Sidste år blev den afholdt 10. juni og havde lige over 100.000 gæster.

• De åbne Vild med Vand-aktiviteter, som Vild med Vand-havnene følger op med efter Havnens Dag, vil både blive annonceret lokalt samt under de respektive havne på www.vildmedvand.dk - hvor man altid kan følge med i, hvor der lige er den vandaktivitet, man er til.

• Havnens Dag er en del af projekt Vild med Vand, som er skabt af Foreningen af Lystbådehavne I Danmark og Dansk Sejlunion. Projektet er støttet af Nordea-fonden.