I dagene op til årets første TORM Grandprix så det ud til, at stævnet ville blive vådt – også fra oven. Der var udsigt til regn, og prognosen for vindforholdene så ikke alt for sikker ud.
Ikke desto mindre artede vejret sig ganske anderledes. Faktisk blev det ekstraordinært gode vejrforhold. Hele weekenden var der stabil vind i forskellige styrker, så sejlernes evner blev afprøvet i forskellige forhold, mens solen i lange perioder skinnede fra en skyfri himmel. Arrangørklubben KDY stod klar med 45 frivillige til at gennemføre et godt arrangement på både vand og land.
Maksimalt udbytte af sejladser
Årets første TORM Grandprix var for ungdomsklasserne. Ved siden af ungdomsklasserne deltog desuden også de olympiske klasser 49’er og 49’er FX. Stævnets samlede deltagerantal blev i alt 110 sejlere fordelt på 83 både i 8 klasser.
I kombinationen af stabil vind, engagerede frivillige kræfter og kompentent baneledelse fik alle klasser maksimalt udbytte af tiden på vandet, hvilket betød, at sejlerne kunne komme hjem i god tid om søndagen. Alle sejlere har uden tvivl været godt trætte efter de gode sejladser, der faldt som perler på en snor.
Kakao til kolde vandhunde
Sideløbende med TORM Grandprix’et stod Dansk Sejlunions legeminister, Johan Hoff, klar til at introducere til vandsport fredag og lørdag med en TORM-aktivitetstrailer i baghånden. Begge dage blev nye børn introduceret til leg på vandet i sit-on-top kajak og på SUP til så stor begejstring, at de ikke var til at hive op af havnebassinet. Kvikke forældre måtte tage kneb i brug for at få alle børn op - nemlig at give varm kakao, så børnene kunne lokkes op på land inden de blev forfrosne.